_Tekst: Nils Collett Vogt (24/9-1864 -- 23/2-1937)_

Det hvisker ømt i dunkle ord,  
det egger, og det maner  
med bud fra alt, som i os gror  
og endnu ingen aner.  
O smertenstid! O lykkekaar!  
Hvad blygt og stolt vi dølger,  
i rike længsler uhørt gaar  
for vind og stride bølger.  

Vel sandt, at tidt paa glassets bund  
vi saa vor fremtid smile -  
Ak, mangen deilig pikemund  
snart fik os til at tvile!  
Paa jord er der vel endda plass  
for munter sang i reden?  
Jeg løfter trodsende mit glas  
for drømmen og for glæden.  

O lykkekaar! O smertenstid!  
Det blev vort liv at famle  
os frem til klarhet og i strid  
de spredte kræfter samle.  
En dag de hærdes skal til staal  
ved livets strenge lære:  
Ei blot det er de fjerne maal,  
med kanske mest de nære.  

Det hvisker ømt i tunge ord,  
det egger og det maner  
til kamp for livets ret paa jord  
i sus av friske faner.  
Omstraalt av morgenrødens skjær  
dets frihet vil vi verne . . .  
Men _hvad_ du gjør, og _hvem_ du er,  
saa følg din egen stjerne!  

Følg den til avgrunds, om du maa!  
Langt heller der at ligge,  
av fienden trampet blodig paa,  
end om hans gunst at tigge!  
Held den, som vaaknet op ved nat  
og saa et lysskin falde!  
Held den, som stanset troldomsbrat  
og hørte klokker kalde!  

Det bruser i de unge trær,  
som høit mo tlyset higer:  
Snart er den store time nær,  
hvor dagens konge stiger.  
Paa bud av alt, som i os gror  
og livsentørstig venter,  
vi hilser solens gyldne spor -  
Moi høidene, studenter!